Jeg var for nyligt ude at køre i min Ford Fiesta, og stødte på et finurligt problem. Det var en rute jeg havde kørt mange gange før: godt og vel 10 km til min arbejdsplads. Selvom jeg har kørt turen dag efter dag de sidste par år, så har jeg altid min GPS sat til alligevel. Jeg finder stemmen på min GPS beroligende, og jeg fået et eller andet ”kick” ud af, at vide hvad GPS’en har tænkt sig at sige, før den gør det. Lidt som at høre sin yndlingssang igen og igen, og se frem til at de synger den linje, man bedst kan lide. Det skal siges, at min GPS også nogle gange sender mig ad en anden rute, da den er koblet til internettet og ved hvis der er en trafikpop eller et uheld forude.
Denne dag var der sket et uheld på min normale rutine til arbejdet, og GPS’en bad mig derfor om at dreje til højre et sted, hvor jeg normalt ville køre ligeud. Det havde jeg oplevet før, så jeg tænkte ikke nærmere over det. På den alternative rute viste der sig dog at være en stor mængde trafik, da det åbenbart var et voldsomt uheld, der havde flyttet trafikken de sidste mange timer over på denne anden rute. Det fik min smarte GPS til at komme op med en alternativ rute til den alternative rute. Jeg fulgte selvfølgelig GPS’en anbefaling, tog den tredje afkørsel, og var nu på en rute jeg ikke havde prøvet før. Det var okay, tænkte jeg: GPS’en har jo styr på det.
Men pludseligt begyndte jeg at kunne genkende ting omkring mig igen. Det var sært, tænkte jeg: jeg er tilbage på min normale rute, men før trafikuheldet? GPS’en meldte nu igen, at der var en ulykke længere fremme, og bad mig dreje til højre. Efter højresvinget var der stadig voldsomt meget trafik på denne rute, og jeg blev derfor bedt om igen at tage den tredje afkørsel… Og så var jeg tilbage igen! Min GPS sendte mig i cirkler!
Jeg ændrede min rute på GPS’en, så mit mål var den første kunde jeg har. Han bor tæt på arbejdspladsen, men langt nok derfra til, at GPS’en forhåbentligt ville tage en anden rute. Det lykkedes.
Det gode ved den køretur var, at den fik mig til at indse, hvordan jeg på mit arbejde også kørte i ”cirkler”. Jeg havde nogle automatiske processer i min hjerne og mit arbejde, der ligesom GPS’en, var naive nok til at fange mig i en cirkel der aldrig ville stoppe. Jeg valgte derfor at sætte en ny form for professionel kurs, og det løste problemet! Det er utroligt hvor meget man kan lære af en simpel køretur til arbejdet.