Selvom alle møder modstand af og til i deres liv, så må vi jo nok sige, at de fleste af os danskere har det ganske godt. Det er de færreste af os, der nogensinde har oplevet at sulte, og vi har et socialt sikkerhedsnet der er nærmest uden lige her i verden. Livet er altså helt og aldeles fantastisk, og det er da helt sikkert noget, der er værd at fejre. Men vi mennesker er avancerede væsner: vi har et behov for, at opleve lidt af hvert. Det er ikke naturligt for os at stå stille, og da slet ikke at have de samme følelser, i flere år ad gangen. Når livet bliver for behageligt og afslappet, så begynder vi helt naturligt at lede efter måder, hvorpå vi kan komme til at opleve – og ikke mindst føle – noget andet.
For nogle manifesterer det sig i risikofyldt adfærd, dumdristige handlinger eller ekstreme valg. Det er ofte noget der manifesterer sig i en form for midtlivskrise. Nogle vælger at blive skilt – ikke fordi de ikke har det behageligt med manden eller konen, men lige fordi det har været behageligt for længe. De mangler spænding og uforudsigelighed, også selvom en del af dem godt ved, at de har det godt lige nu. Andre køber en hurtig sportsvogn og giver den gas på motorvejen, eller kaster sig ud i at springe i faldskærm eller lave bungeejumping. Vi har lyst til at føle de her ting, også selvom vi ser dem som ”negative”. Men man behøver heldigvis hverken være dumdristig eller vildt modig for, at kunne spice sit liv op med spænding og gys. Det er nemlig noget, vi kan få ind i vores liv, takket være gode bøger.
Her har særligt en svensk forfatter formået, at gøre sig rigtigt populær blandt dem af os, der gerne vil skræmmes fra vid og sans. Krimiforfatteren camilla läckberg har nemlig nogle helt særlige evner, når det kommer til at fange læseren, og få os til at blive emotionelt involverede i det vi læser.
På overfladen er konceptet simpelt og velkendt. De fleste af Cammila Läckbergs romaner udspiller sig i en mindre svensk by ved navn Fjällbacka, hvor de er så uheldige, at være udsat for det ene mystiske mordmysterie efter det andet. Men selvom formlen er simpel, så er måden hun skriver på helt og aldeles fantastisk. Man når knap nok at læse en halv side, før verden udenfor forsvinder, og man er helt opslugt i krimiens skræmmende univers. Læseren sættes på en følelsesmæssig rutsjebane, hvor man aldrig helt ved, hvad der kommer til at ske som det næste. Man kommer hele følelsesregisteret igennem op til flere gange, og det er altså noget, der virkeligt kan værdsættes i en ellers tryg og sikker hverdag.
